Kan gulvet slibes, når der har været gulvtæppe på?

Har du netop overtaget en ældre bolig, hvor de tidligere ejere har dækket trægulvet med væg-til-væg-tæpper? Bare rolig – måske kan en gulvafhøvling give dig det originale gulv tilbage.

Den bedste sendetid bugner i dag af boligprogrammer, hvor danskere enten sætter i stand eller bygger på ny, og det inspirerer ganske givet en lang række boligkøbere til at vælge et ældre hus, der kræver grundig istandsættelse – men hvad skal du gøre, hvis dit drømmehus har tæpper ovenpå de gamle brædder?

Vi har spurgt en gulvekspert, der forklarer, at med lidt held kan du fjerne tæpperne, høvle og slibe gulvet og derefter få et originalt trægulv fyldt med charme og patina.

 

 

Limrester kræver en høvl

Når du hiver gulvtæpperne af dine originale trægulve, vil du hurtigt opdage, at limresterne bliver siddende på brædderne, og det samme gør sig nok gældende med den gamle efterbehandling.

Du skal naturligvis alt skidtet til livs, og det kommer du bedst, hvis du bruger en gulvhøvl. Eller lader en gulvekspert om at gøre det. Her høvles de øverste 3-4 mm af gulvets overflade af, så både skrammer, ridser, hakker og ujævnheder forsvinder – for ikke at nævne limrester.

Når afhøvlingen er færdig, er gulvet klar til at blive slebet, og herefter skal det have en ny overfladebehandling, så det ikke er sart overfor skidt, snavs og væske.

 

Vælg den rette behandling

Når dit nyligt slebne gulv skal efterbehandles, er det vigtigt, at du vælger den rette overfladebehandling; én der passer til dit temperament, dine krav til vedligehold og ikke mindst dine ønsker til udseende.

De typiske muligheder er lak, olie eller sæbe, mens hvis dine gulve er meget slidte, kan du også vælge at male dem. Sidstnævnte løsning kan du ikke nødvendigvis slibe ned igen, og derfor skal du være sikker på, at det er den vej, du vil gå, inden du går i krig med projektet.